En flok science fiction bøger der ikke hører til de ringeste:

Mary Shelley: Frankenstein Nogle mener at det er den første moderne science fiction. Her er i hvert fald et af de store temaer, det kunstige menneske, slået an i en både utroligt spændende og meget filosofisk roman.
Olaf Stabledon: Star Maker
Nogle år siden den blev skrevet, men den holder stadig. Intet mindre end universets fremtid og meningen med det hele. Utroligt at den kan gøre det uden at virke naiv og fortænkt.
Robert A. Heinlein: The moon is a harsh mistress
Der var et eller andet som fik mig til at holde utroligt meget af denne roman, om Månekoloniens forsøg på at løsrive sig fra Jorden, men også med meget levende personer.
Stanislaw Lem: Solaris
Muligvis Lems bedste roman. Udforskningen af en meget sær planet, og en flok næsten lige så sære forskere. Selv om man ikke fanger de mange nuancer den har, er det en spændende bog.
Philip K. Dick: Ubik
En af den gale Dicks mest gale bøger. Den snubler desværre lidt hen imod slutningen, hvor det hele skal forklares, men er en af de mest spændende bøger jeg har læst.
Harry Harrison: Star Smashers of the galaxy rangers
Der er skrevet en hel del parodier på science fiction, men denne her husker jeg som en jeg nær var død af grin over. Kræver nok at man har læst en del sf at fange alle vittighederne.
Frank Herbert: Dune
Fantastisk fremmedartet miljø og sære intriger, i en fremtidsverden der i høj grad også er bygget på fortidige kulturer, men på en eller anden måde virker det utroligt autentisk.
Tim Powers: The Anubis gates
Tim Powers har specialiseret sig i en unik blanding af historiske romaner og overnaturlige thrillers, men her er det hele holdt sammen af en meget velgennemtænkt tidsrejsehistorie.
Jerry Pournelle og Larry Niven: The mote in God's eye Måske de mest uhyggelige aliens nogensinde. Og så ligner de endda mennesker så meget, og har ikke nogen specielle evner. Lige bortset fra…
David Brin: Startide Rising
Mennesket er den unge og ikke særlig magtfulde art i dette fascinerende univers, så det er lidt op ad bakke hele tiden, men helt uden venner er vi da ikke. Spændende, med interessante "personer".
Vernor Vinge: A fire upon the Deep
Space opera for fuld udblæsning. Hele universets skæbne står på spil, og den eneste redning findes på en teknologisk tilbagestående planet, befolket af nogle hunde-agtige aliens.
Neal Stephenson: Snow Crash
En herligt fabulerende cyberpunk-røverhistorie. Kan også læses som en parodi på hele cyberpunk-genren, med dens ofte mere magiske end videnskabelige omgang med teknologi.
Bruce Sterling: Heavy Weather
Spændingsroman med en masse tanker om hvordan vi behandler vores planet. En velgennemtænkt nær-fremtidsverden, med interessante personer.
Ted Chiang: The stories of your life and others
Chaing er ikke særlig produktiv og skriver kun noveller, men næsten hver eneste af dem er til gengæld en der er helt oppe at ringe. For mig i hvert fald.